Bjerreby-Landet pastorat, Tåsinge

Online prædiken/ overvejelse til påsken 2020

 

Kære venner.

Det er en mærkelig påske denne her. Vi plejer at ses med venner og familie, vi plejer at spise lidt for gode påskefrokoster og vi plejer at have rigtig mange fine gudstjenester i kirken.

Selvom gudstjenesterne nævnes sidst, er det alligevel teksterne om lidelse, død og opstandelse, der farver hele påsken. For påsken er en forårsfest men en forårsfest, hvor livet bliver så meget større eller måske så meget frygteligere og glædeligere, end vi troede, det var. Alt det, vi ikke tør tale om til daglig, nemlig lidelse og død kommer vi til at tale om skærtorsdag og langfredag. Jesus og hans disciple skal igennem håb, afmagt, desperation, ufattelig lidelse og død.  Jesus ved godt, at han er Guds søn, men det giver ham ikke det mindste privilegium, tvært imod må han igennem alle de lidelser som et menneske kan komme igennem.

Når man ser, hvordan coronavirusset og dermed sygdommen covid19 udvikler sig, så kommer vi også igennem hele følelsesregisteret.  I første omgang er det hele sådan lidt udvirkeligt.  Er det her virkelig en pandemi og rammer den os eller ej ? Vi lever jo i en velfærdsstat – så det gælder vel ikke helt os, - vi er også kristne Guds børn så hvordan kan Gud lade det her ske?

Så i første omgang troede vi ikke rigtigt på det.  Og heldigvis blev det i første omgang ikke så slemt hos os. Dvs. – det ved vi ikke endnu. De, der bliver rigtigt syge, ligger længe i respirator – længere end man plejer – og én ægtefælle kan have det i let grad, mens det går hårdt ud over den anden.  Nu er vi så ved at løsne op på restriktionerne, og vi ved godt, at nu kommer næste omgang smittede.  Og der er sikkert sundhedsmæssige gode begrundelser, for det man gør – vi har en god regering og dygtige virologer, og hvad de ellers hedder. Men når vi så ofte sammenligner corona-angrebet med en krig, så holder sammenligningen i hvert fald ikke længere. Hvilket folk ville først sende børnene i front – det ville ingen. Når vi så gør det her i coronaangrebet, så håber og beder jeg til, at de der bestemmer har ret – for vi kan ikke klare, hvis det kommer til at gå ud over børnene eller de unge forældre, der skal passe på børnene mange år endnu.

Så vores usikkerhed og angst bliver tydelig, ligesom angsten greb selv Jesus, da han i Getsemane have bad Gud om, at denne kalk måtte gå forbi ham. På Jesus tid bestod dødsstaffen ofte i, at man måtte drikke et bæger gift, og Jesus beder om at måtte blive i live, men han ved også, at han er en del af en større plan – så han må affinde sig med døden.

Vi affinder os ikke med døden. Selvfølgelig ved vi godt, at vi er en del af en større plan nemlig naturens ubønhørlige plan. Alle mennesker bliver gamle og skal dø – når sygdom rammer, så rammer den alle også dem, der efter vores mening burde have et langt længere liv eller et langt sundere liv. Vi kender naturens ubønhørlige lov.

Og Gud kan  vi godt skælde ud på – og gør bare det Han kan holde til det.  Men i påsken får vi et løfte, som rækker udover døden.  Vi skal leve, selvom vi dør. Den, som giver os livet, lader os ikke gå ud af livet i håbløshed- vores fremtidsudsigter er ikke et buldrende og frygteligt mørke. Der er en Gud, der har skabt verden, og den verden vi kender skal forgå. Vi skal dø, jorden skal ikke være der evigt. Men den Gud, der har skabt verden, elsker enhver af os og giver os tryghed, også når vi dør. Det håb kan ikke slås ihjel – vi kan ikke slås ihjel, vi lever hos Gud.

Jesus stod op af døde, for at vi skal turde tro på – at det er sandt.

Vores tro på Gud, vores tro på, at han rækker ind over døden, er ofte svag. Vi vil helst tro på den lille del af verden, som vi kan forstå, og som vi kan ændre. Vi går altid rundt med åndelige skyklapper. Men påsken skal hjælpe os med at se ud og se op. Der er en natur, som er ubarmhjertig, når den muterer sig i alskens Coronavira. Men der er en Gud, som er så meget større, som kan give dig liv på trods af alle verdens ulykker. En Gud som giver dig liv, og det liv er for os  den kærlighed, som aldrig skal dø.

Salmedigteren Grundtvig skrev svære vers, men de var også gode. Når han skriver om påsken, skriver han om al vores usikkerhed – al vores angst for at tro på andet end det, vi selv kan overskue. Og han slutter så med visheden om, at det er sandt, at livet dvs. Guds kærlighed overvinder døden. Grundtvig skriver, at når Gud ånder – ligesom han gjorde det, da han skabte verden. Når Gud ånder, så forsvinder døden ligesom avnerne forsvinder, når man tærsker kornet.  Og når avnerne forsvinder, så får vi bod for vånde – dvs. al vores lidelse erstattes af Guds kærlighed og tryghed.

V. 6 i Påskeblomst hvad vi du her lyder sådan:

Ja, jeg ved du siger sandt

Frelseren stod op af døde

Det er hver langfredags pant

på en påskemorgenrøde

Hvad er segl og sværd og skjold

Mod den Herre kæk og bold

Avner kun  når han vil ånde,

han som svor os bod for vånde.

 

Johanne Sloth, sognepræst i Bjerreby og Landet, Tåsinge

 

Præstens påskeovervejelser kan ses på facebook: Bjerreby Landet Kirker

cookie information