Bjerreby-Landet pastorat, Tåsinge

Efterår

Vi har gennemlevet den varmeste og tørreste sommer i mands minde. Da den begyndte i maj kunne vi næsten ikke styre os af glæde, for året inden i 2017 have vi kun ganske enkelte sommerdage, mens vi ellers havde efterårsvejr hele den sommer.

Så i maj og begyndelsen af juni glædede vi os over vejret. Alting voksede godt – men så begyndte det hele at blive for meget. En regulær tørke gik hen over landet, ja over store dele af Europa. Alting visnede, store brande hærgede både her og især i Sverige.  Dommedagstrommerne lød over os. Det er menneskeskabte klimaforandringer!  Det er de sidste tider!

Nu da skolen begynder, gik stormen Johanne over landet (hvorfor skal storme have menneskenavne) og regnen begyndte. Et af min børn sagde – ikke nok med, at vi nu skal i skole igen – det bliver også dårligt vejr.

Efteråret er her og hverdagen er her.  Jeg tror, at mange af os stejler lidt som små heste, inden vi skal i gang igen. Vi spørger os selv, om vi kan leve op til det der forventes af os og leve op til det, vi forventer af os selv.  Men inden for rimelighedens grænser er det ingen skade til at føle, at vi skal yde det bedste. Og hverdagens rutiner lægger også en ro ned over os.

Men det der driver os – den daglige energi – får vi af hinanden. Vi udfører arbejdet til glæde for hinanden, og når vi siger tak til hinanden, får vi styrke. Vi giver hinanden værdi, men den kærlighed eller værdi har vi ikke selv skabt, den har vi fået. Vi kan elske hinanden, fordi Gud elskede os først. Vi kan og skal være bundet ind i hinandens liv, ligesom Gud har bundet os ind i det fællesskab, vi har med ham.  Kærligheden og fællesskabet er det, vi lever af og det, der giver os styrke.

Johanne Fauerskov Sloth

cookie information