Bjerreby-Landet pastorat, Tåsinge

Hvordan skal vi være kirke i dagens Danmark ?

Niels Højlund, der døde i 2014, var højskolemand og debattør. Han udgav i 2000 en essaysamling der hed ”Overhalinger” og et af disse essays hedder ”Den altid utidssvarende folkekirke”.

Dette essay slutter med, at Niels Højlund peger på Jesu lignelse om den rige bonde. (Lukas ev. 12.13-21) Bonden, der samler i lade, vil bygge laderne større og mener dermed at have sikret sig. Men det har han ikke, for i samme nat møder han Gud. Den Gud, der har givet ham livet, møder ham nu og river dermed bonden ud af al travlheden. Bonden bruger travlheden som et slags gemmested. Han forsøger at opbygge sit eget paradis, sin eget sikre sted, hvor han er sin egen Gud og slet ikke har brug for den levende Gud. Han bruger travlheden for at undgå at se, at han tager fejl og gør ondt. Han bruger alle planerne for at undgå at se, at han skal dø og har brug for Guds frelse.

Og Niels Højlund siger, at når vi kommer i kirke – så er det for at forstå, at vi er den bonde, som i mødet med Gud får alle undskyldningerne skrællet af. Vi ville i det møde med Gud sidde nøgne og fortvivlede tilbage, hvis vi ikke havde en nådig Gud. som vil tilgive os, elske os – hjælpe os med det, vi gjorde forkert og ondt. Vi ville være fortabte, hvis Gud ikke ville elske os på trods af alt – både når vi lever, og når vi dør.

Højlund skriver ” Opgaven er at sige til alle os rige bønder, at i denne nat kræves dit liv af dig, og hvem skal så have alt det, du har samlet? Hvis ikke dette spørgsmål er den afgørende lidenskab bag enhver gudstjeneste, hvis ikke dette spørgsmål og dets gyldighed lige netop nu i denne den mest moderne af alle tider er det afgørende spørgsmål bag enhver prædiken, for prædikant såvel som for menighed, og bag alt, hvad kirken i øvrigt foretager sig, så kan jeg slet ikke se, hvad vi skal have en kirke for.”

Dvs. kirken er altid utidssvarende, for vi mennesker vil hellere end gerne vil være vores egne guder og glemme alt om, at der er død og ondskab i verden. Vi glemmer, at vi lever midt i kampen mellem lyset og mørket, og at vi kun kan få kærligheden og glæden ind i verden, hvis Gud hjælper os.

Kirkens berettigelse er denne forkyndelse, og den skal være i centrum. Men hvordan gør vi så rent praktisk i kirken – hvordan forkynder vi. Vi har ritualer , salmer og bibeltekster, som holder os fast på kernen i forkyndelsen, og så er det enhver præsts opgave med al sin kraft og viden og fantasi at fortælle om dom og nåde.

I studiekredsen her i vinter skal vi beskæftige os med om salmedigteren og biskoppen Hans Adolf Brorson. Han begyndte sit præsteliv som en slags ungdomsoprører, der lavede hele sit sprog om – sagde halleluja i stedet for farvel og meget andet fordi han ville forny alt og gøre hele forkyndelsen meget personlig. Følelserne blev det vigtigste. Han endte som en nidkær biskop, for hvem det vigtigste var, at præsterne fulgte forskrifterne.  Alle præster bevæger sig i dette spændingsfelt mellem den meget personlige og den meget objektive forkyndelse, men det vigtige er, at vi véd, hvad vi prædiker – at det aldrig er vores eget interessante jeg, men dette, at Gud vil møde enhver af os – ansigt til ansigt.

 

Johanne Fauerskov Sloth

 

 

 

 

cookie information