Bjerreby-Landet pastorat, Tåsinge

Sognepræst Didier Gautier til minde

Sognepræst Didier Gautier til minde

I forsommeren 2012, den 18. juni, døde pastor emeritus Didier Gautier, gennem femogtyve år sognepræst i Bjerreby og Landet sogne. Da hans efterfølger blev indsat i efteråret 2004, holdt Didier en tale, på én gang alvorlig og humoristisk. Han lykønskede os med Bjerreby og Landet præstekald, og han sagde med et lille glimt i øjet, at tøsingerne ikke er svære at holde af - og røbede dermed sin glæde og taknemmelighed over at have fået lov til at udføre sin præstegerning her på det skønne Sydtaasinge. Han var i det hele taget en glad og en munter mand, der næsten altid havde en lille historie at fortælle, der kaldte på smilet.  Og selv om hans vej til præstegerningen ikke var gået over det teologiske fagstudium ved Universitetet, (som de fleste i sognene ved, var han uddannet civilingeniør) var han en yderst habil teolog, konservativ i den forstand, at gudstjenesten og sakramenterne, dåb og nadver,  for ham var det helt centrale og uopgivelige udgangspunkt for at leve kristenliv. Hans prædikener var saglige, men ikke uden brod og humor. Man mærkede tydeligt hans ydmyghed overfor kirkens rum og dens gudstjeneste . Man var helt på det rene med, at her var en præst, der først af alt ville pege på Kristus og ikke på sig selv. Han havde en stærk sans for gudstjenesten, dens salmer og ikke mindst dens musik. Han var en habil orgelspiller og holdt meget af kirkemusik og klassisk musik i det hele taget. Med denne baggrund kan det ikke undre, at han fandt sin naturlige plads i præste- og bønsfællesskabet  Theologisk Oratorium, som også hans forgænger, provst Gunnar Pedersen, var medlem af.

Didier Gautier var født i Randers den 30. januar 1939. Han blev student i 1957 og afsluttede sit ingeniørstudium i 1962. Fra 1972 til 76 var han og Solveig, som han var blevet gift med i 1964, udsendt af Sudanmissionen, og efter at have virket en årrække som ingeniør afsluttede Didier i 1979 den teologiske særuddannelse, en ordning, der skulle afhjælpe præstemanglen. I det sene efterår 79 rykkede Solveig og Didier med deres tre børn ind i Bjerreby præstegård, som de først forlod i højsommeren 2004, da Didier gik på pension. De flyttede tilbage til Sønderjylland, til deres hus i Sønderborg, hvor Didiers helbred efterhånden ikke rigtig ville mere, men jeg véd, at han var glad og taknemmelig for hver eneste dag, han fik lov at leve. I sin pensionisttilværelse fortsatte han med at dyrke sine interesser, orgelspillet og især slægtsforskningen, hvor han bl. a. opledte sine franske aner. Også Taasinges  - og naturligt nok især kirkernes historie vidste Didier en masse om, og vi vil i øvrigt henvise til hans spændende hjemmeside, som endnu er tilgængelig på webadressen www.gautier.dk

En dansk sognepræst har, endnu da, stor betydning for sit sogn, alene derved, at han/hun for mange mennesker, som bor andre steder end i deres fødesogn, er det eneste levende "link" tilbage til hjemsognet og til og til barndommen. Det betyder noget, at en præst, og ganske særligt da en landsbypræst, er sig denne betydning bevidst, og det er jeg sikker på, Didier var. Han var trofast mod sine sogne; han holdt af de mennesker, han var sat til at tjene med det, en præst nu skal tjene med, og efter pensioneringen  vendte han  jævnligt tilbage sammen med Solveig for at besøge gamle venner. Vi har adskillige gange været sammen med dem til konventer, hvor Didier som regel spillede til sange og salmer, og ligesom Didier holdt af Gudstjenesten og sit præstearbejde, holdt han også af et godt måltid med et godt glas vin til, men først og fremmest nød han samværet med de mennesker, han nu var sammen med. Her fra Bjerreby præstegård  vil vi gerne udtale et:

                                                Æret være Didier Gautiers minde!

                                                                                      Johanne og Erik Sloth

                                                                                      

                     

cookie information